40 km-t og vejbump i Tranbjerg

Store dele af Tranbjerg har hastighedszoner med en maksimalhastighed på 40 km/t. Der er lavet en hel del nye fartbump af forskellig art rundt omkring i byen sådan, at man sikrer en passende lav hastighed for alle biler og lastbiler. Faktisk er det lettere at nævne Tingskov Alle og Grønløkke Alle som de to større veje, hvor der ikke kommer fartbump. Og ej heller på Landevejen!

Tranbjerg skal være en langt mere sikker og rar by at færdes i – især for cykellister og fodgængere.

Rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, har udtalt:
»Mange borgere føler, at hastigheden er for høj især i boligkvarterer, og de er utrygge ved at lade deres børn færdes i områderne. Derfor er det en stor tilfredsstillelse, at vi i samarbejde med flere fællesråd kan sætte projekter i gang i 12 steder i kommunen, hvor der skabes øget tryghed og mulighed for aktiviteter i gaderummene. Det er mit håb, at vi ikke stopper her, men finder endnu flere områder, hvor vi med fordel kan sænke hastigheden«.

Her må det så nævnes, at Tranbjerg Fællesråd, ikke er blevet inddraget i selve udformningen af projektet. Vi har dog gentagne gange udtrykt vores støtte til planerne om hastighedszoner med 40 km/t. Og vi glæder os meget til, at det bliver færdigt.

I oktober 2019 opfordrede vi bl.a. i Tranbjerg Tidende borgerne til at indsende deres holdning til 40 km-zoner. Uden at vi kan kalde det en gyldig afstemning, så var der et klart flertal for hastighedszoner. Mange henvendelser til Fællesrådet igennem tiden, har da også handlet om, at der bliver kørt for stærkt i byen og at det er farligt at krydse vejene m.m.

På dette store oversigtskort kan du se de enkelte projekter, hvis du zoomer ind. Projekterne er markeret med rød farve.
Pakket-fil med 26 tegninger af de enkelte projekter (6,5 mb)

Der er etableret bump i Skovgårdsvænget, Jegstrupvænget, Kirkevænget, Østerby Alle, Nørrevænget, Børupvej, Hovedgaden, Orholt Alle og Torve Alle.